fbpx

Behandling af hårtab med oral minoxidil

Af Ulrik knap, speciallæge, md, Specialist i hårtab

Som speciallæge i dermatologi (hudlæge) har jeg bl.a. specialiseret mig i behandling af hårtab hos mænd og kvinder. Én af de behandlinger, jeg anvender i min speciallægeklinik mod hårtab, er minoxidil på pille-form (oral minoxidil).

Her på siden gennemgår jeg behandlingen med oral minoxidil, hvordan minoxidil virker, hvilke former for hårtab minoxidil kan anvendes mod, fordele og ulemper ved behandling med oral minoxidil samt hvordan du kommer i gang med et behandlingsforløb hos mig.

Hvad er minoxidil?

Definitioner

  • Topikal minoxidil: Herved forstås en hårserum, som indeholder minoxidil, og som påføres hårbunden
  • Oral minoxidil: Her indtages minoxidil som en pille sammen med et glas vand.

Minoxidil på væskeform til påføring af hårbunden er i dag godkendt til behandling af hårtab hos mænd og kvinder, og virker hos ca. 40% af patienterne. Imidlertid findes minoxidil også i pille-form og kan i meget lav dosis anvendes mod hårtab (det er en såkaldt off-label behandling). 

Videnskabelige undersøgelser viser, at virkningen af minoxidil på pille-form er meget højere end minoxidil som væske til påføring af hårbunden. Helt op mod 70-100% har nemlig gavn af lav-dosis oral minoxidil (mod kun 40% ved minoxidil som hårserum). Samtidig er der kun få og i reglen milde bivirkninger til oral minoxidil i lav dosis. Af samme årsag anvender jeg dette lægemiddel til udvalgte patienter med hårtab i min speciallægeklinik.

Oral Minoxidil | Effektiv behandling af hårtab | Hudlæge Ulrik Knap
Androgent hårtab grad 2 hos 28-årig mand før og 3 måneder efter opstart af lav-dosis oral minoxidil. Journal of the American Academy of Dermatology, 2019; 81:648-9

Vil du høre mere om, hvordan hudlæge Ulrik Knap kan hjælpe dig?

Speciallæge Ulrik Knap er specialist i behandling af hårtab. Kontakt klinikken for en konsultation.

prp behandling igang

Hvordan virker minoxidil på hårrødderne?

Minoxidil virker bl.a. ved at forlænge den anagene vækstfase, så man fælder mindre, og forkorte den telogene hvilefase, så hårrødderne ligger i dvale i kortere tid, før de igen danner et nyt hår. Det betyder, at der kommer flere hår på hovedet og hårpragten bliver kraftigere.

Lægemidlet gør også hårfibrene tykkere, så hårfibrene ikke så let knækker og øger blodtilførslen til hårrødderne, hvilket fremmer tilførslen af ilt og næringsstoffer til hårrødderne.

Resultatet er alt andet lige, at håret bliver sundere og hårpragten kraftigere.

Hvilke former for hårtab kan behandles med oral minoxidil?

Minoxidil kan anvendes mod hårtab hos både mænd og kvinder. Det gælder forskellige former for hårtab, herunder:

  • Arveligt hårtab (androgent hårtab)
  • Pletskaldethed (alopecia areata)
  • Kronisk telogent effluvium (hvor man fælder mange hår dagligt gennem adskillige måneder)
  • Permanent hårtab efter kemoterapi
  • Udvalgte former for cikatriciel alopeci (pga. en vis anti-inflammatorisk effekt)

Hvor udbredt er brugen af oral minoxidil til behandling af hårtab på verdensplan?

Introduktionen af minoxidil på pilleform mod hårtab blev første gang introduceret af professor R. Sinclair ved University of Melbourne i Australien i 2005. I dag bliver oral minoxidil ordineret af mange hudlæger rundt om i verden. Bl.a. viser en opgørelse fra Spanien, at mere end hver 4. hudlæge anvender minoxidil på pille-form til behandling af patienter med hårtab. En tilsvarende andel af hudlæger vurderes at anvende oral minoxidil mod hårtab i USA og Australien ifølge professor R. Sinclair.

I Danmark har behandlingen endnu ikke helt vundet indpas og det er min overordnede vurdering, at jeg endnu er én af ganske få speciallæger i Danmark, der anvender oral minoxidil til behandling af patienter med hårtab.

Er oral minoxidil en sikker behandling?

Overordnet set er svaret ja. Lav-dosis oral minoxidil til behandling af hårtab hos i øvrigt raske personer er efterhånden undersøgt i adskillige videnskabelige undersøgelser og her konkluderer man enstemmigt, at lav-dosis oral minoxidil er en sikker behandling.

De mest almindelige bivirkninger (risiko i %) er:

  • øget vækst af fine dun i ansigtet (24%)
  • tendens til hævede ankler (2%)
  • lavere blodtryk og højere puls (ca. 1%)
oral minoxidil - hårrødder

Hvad er fordelene og ulemperne ved oral minoxidil sammenlignet med minoxidil på væskeform til påføring af hårbunden?

Der er fordele og ulemper ved ethvert lægemiddel. Nedenfor gennemgår jeg nogle af de mest gængse fordele og ulemper ved oral minoxidil (pille) sammenlignet med topikal minoxidil (væske).

Fordele ved oral minoxidil

  • Det er nemt. Minoxidil på pille-form skal kun indtages én gang dagligt – i modsætning til minoxidil på væskeform, som skal påføres hårbunden to gange dagligt. Brugen af topikal minoxidil kan derfor være vanskelig at få passet ind i en travl hverdag i forhold til arbejde og fritidsaktiviteter, fordi håret skal være vådt flere gange dagligt og først skal tørre, før man kan komme videre i sit dagsprogram.
  • Oral minoxidil er mere effektivt til at genskabe hårpragten sammenlignet med minoxidil på væskeform. Oral minoxidil virker hos op mod 70-100%, mens minoxidil på væskeform kun virker hos 40% på grund af lavere biotilgængelighed i hårbunden.
  • Risikoen for øget hårfældning (eng: shedding) er væsentlig mindre i opstartsfasen ved oral minoxidil sammenlignet med topikal minoxidil.
  • Ved oral minoxidil er der ingen risiko for kløe, irritation og tørhed af hårbunden – i modsætning til minoxidil på væskeform, som ofte giver disse bivirkninger.
  • Ved oral minoxidil er der ingen risiko for, at hårets struktur ændrer sig – i modsætning til minoxidil på væskeform. Særligt for kvinder synes det at være en væsentlig årsag til ophør af behandlingen med minoxidil på væskeform.

Ulemper ved oral minoxidil

  • Lægemidlet kan give bivirkninger, men bivirkningerne er i reglen få og milde. Det gennemgår jeg med dig i forbindelse med din konsultation
Laser og æstetisk specialist hårpspecialist læge Ulrik Knap

Hvordan kommer jeg i gang med behandling med lav-dosis oral minoxidil? Sådan booker du tid

For at komme i gang med behandling med oral minoxidil skal jeg først se dig til en konsultation, hvor jeg undersøger din hårbund og dit hårtab, vi taler om behandlingen og jeg gennemgår forløbet med dig m.v.. På den baggrund vurderer jeg som speciallæge, om oral minoxidil egner sig til behandling af netop dit hårtab.

Findes behandlingen egnet og ønsker du et behandlingsforløb hos mig, udarbejder jeg ansøgning til sundhedsmyndighederne, som efterfølgende skal godkende behandlingen, før du kan komme i gang med behandlingen.

Når ansøgningen er godkendt, udarbejder jeg recept til dig på oral minoxidil. Behandlingsforløbet gennemgår jeg med dig i forbindelse med konsultationen samt efterfølgende kontrolbesøg. Varigheden af behandlingsforløbet afhænger helt af, hvor længe du ønsker effekt. Hos de fleste ses effekt inden for de første 3-6 måneder, men undertiden går der længere tid, før virkningen begynder at vise sig. 

Det forventede resultat er, at hårpragten bliver kraftigere efterhånden, som de nye hår vokser frem inden for få måneders behandling.

Ønsker du at booke tid til forundersøgelse, kan du nemt og hurtigt selv booke tid online her.

Har du behov for hjælp eller ønsker du personlig vejledning har du også mulighed for at kontakte klinikken pr. e-mail her.

Jeg glæder mig til at se dig

Laser og æstetisk specialist hårpspecialist læge Ulrik Knap

Da det for nogle kan være rart at have en at dele oplevelsen med, er du velkommen til at medbringe en ven, veninde eller ægtefælle til konsultationen.

Varmeste hilsner

Speciallæge i dermatologi, Hudlæge, Ulrik Knap, MD

Laser og æstetisk specialist hårpspecialist læge Ulrik Knap

Send din besked her og jeg kontakter dig